Indkøring

Barnets historie

Vi ønsker os et så grundigt billede af jeres barn så vidt muligt. Både i forhold til det unikke fødselsdagseventyr, der fortælles på barnets fødselsdag i børnehaven, men også så vi kender lidt til jer som familie, inden barnet starter i børnehaven.

I skal, inden I starter i børnehaven, sende en mail til os, hvor I beskriver graviditet, amning, sovevaner, barnets første år og store begivenheder i disse år. Skriv generelt om – jeres familie, barnets små finurligheder, hvad barnet har nemt ved, og hvad der er lidt udfordrende. Når vi mødes, kender vi jer lidt bedre.

 

Indkøring

Vi ved, at det er jeres allerkæreste I overlader til os, og det er en stor tillidserklæring. Og vi ønsker at gøre starten så nænsom for barnet som muligt. Det er godt, at en forældre er med den første dag i børnehaven, og at de efterfølgende par dage er korte. Det er vigtigt for os, at I er trygge ved afleveringen, og vi er bevidste om, at alle børn og alle forældre er forskellige, og barnet kan først føle sig tryg hos os i børnehaven, når forældrene gør det.

Det tager børn en god sum tid at bearbejde nye indtryk, og opstart et nyt sted er hårdt arbejde for en lille én, så når barnet er træt og falder i søvn i bilen på vej hjem, så husk blot at dette er grunden.

Det allerbedste I kan gøre for at hjælpe jeres barn er, at I kan vise, at I synes om Lindholm Skovbørnehave, at det er et dejligt sted og de voksne er søde. I kan gøre det ved at være entusiastiske omkring de ting, vi gør i børnehaven. Den første dag er I med barnet i børnehave hele dagen. Når barnet ser I er med i fællesskabet og er venlige og smilende overfor alle børn og voksne, da ser barnet at relationerne er gode. Da ser barnet, at dette sted er trygt og godt. Barnet gør og føler som de voksne omkring dem, så når I er trygge, hjælper I jeres barn til at blive det.

Vi voksne i børnehaven er under børnenes leg, i færd med efterlignelsesværdige gøremål, som børnene kan deltage i, hvis de vil. Det kan være madlavning, håndarbejde, havearbejde, rengøring o.lign. Vi leger ikke med børnene, da vi mener deres frie leg bliver forstyrret af den voksnes indblanding. Vi vil gerne have, at I respekterer det og hjælper os med det praktiske i stedet. Jeres barn ved, hvor I er og kan hjælpe til hos jer og gå lidt fra og til - gå på opdagelse og komme tilbage til jer.

Til sanglegen er det betydningsfuldt, at I er med i kredsen, gør de samme bevægelser som os og synger med, så godt I kan. Barnet må gerne være på jeres arm, hvis det har brug for det. Barnet vil måske ikke gøre bevægelserne med det samme, og det er helt ok. Barnet oplever og suger oplevelsen til sig med alle sine sanser. Det er helt fint, at barnet er iagttagende.

 

Nye børn

Pædagogerne besøger barnet hjemme en gang i den tid, barnet går i børnehaven.

Bruger barnet ble, når det begynder i børnehaven, skal I selv have bleer med hjemmefra. Sover dit barn til middag, skal I selv medbringe barnevogn/krybbe og dyne, madras, sengelinned m.m.